Lidt om mig

Mit billede
Jeg (Susanne) er en årgang 66, og så er jeg gift med min søde Arne. Sammen bor vi i landlige omgivelser mellem Fredericia og Vejle. Jeg er mor til en voksen søn - der forlængst er fløjet fra reden. Til dagligt arbejder jeg inden for socialpsykiatrien i Kolding. Fritiden går med at istandsætte vores gamle hus fra 1865. Jeg elsker sommeren, hvor haven, drivhuset og kryderurterne optager mig. Og så kan jeg lide at lave god mad. Om vinteren strikker, læser bøger og afsøger nettet for forskellige kreative indslag, jeg kan fordrive den mørke tid med. Og så bruger jeg bunker af tid på vores hunde: Kenzo, vores labrador retriever og Bella, vores flatcoated retriever.

fredag den 25. februar 2011

Fagre nye verden

Nu kan jeg snart ikke krybe udenom længere. Crazykjolen køre på det sidste – jeg mangler kun et ærme. Det meste af kjolen er syet sammen, og jeg har hæftet et ukendt højt antal tråde.

Nå ja – og så mangler jeg alle de her hæklede kanter på nederdel, halsudskæring og ærmer. Og da jeg jo ikke kan hækle, har jeg investeret i en bog a´la hækling for dummies (Plan A). Så formiddagen i dag har jeg brugt på mit eget lille grundkursus i hækling. Rart at kunne tyde konsonant-sammensætninger som lf, km, fm, stm, hstm og dbstm. Jeg kan nu hækle luftmasker (lf), fastmasker (fm) og stangmasker (stm).

Hækleprøve med lf, fm, stm og picot :-)
Dalekjolen kræver stangmasker og picoter!!!!! Picoter er overhovedet ikke nævnt i min bog. Videre til Plan B: Drops hæklevejledning.
Det kom til at se sådan her ud, og da jeg har nul og nix sammenligningsgrundlag aner jeg ikke, om det er rigtig! Da jeg ikke kan købe vokaler eller snupper mig en fifty fifty, afprøver jeg bare hækleprojektet på nederdelen. Duer det ikke, må jeg benytte mig af Plan C: Garnheksen, der har været så sød at love mig assistence, hvis hækleriet skulle drille.

Næste projekt bliver nok en hue til min søde mand, der går og fryser ørene. 
Buster og Charlie i vores baghave.

Nu er det lige op over, at vores hvalp bliver født. Moderen skulle nedkomme på søndag. Hvalpen kommer til at hedde Freja, og vi glæder os til den skal blive en del af vores familie. Til gengæld har vi besluttet at vores små uldtotter Buster og Charlie skal sælges. Håber vi kan finde nogle, der gerne vil gå og hygge om dem. 

fredag den 18. februar 2011

Vinter og weekend

Haven i dag - syntes jeg kan dufte, at kaffen er færdig :-)

Hvad skete der lige for det første spæde forårstegn, jeg syntes at skimte ude i horisonten. Nu er det hele igen tildækket af sne, og det er altså ikke lige min hofret.
Mit fredags-hygge-hjørne

Jeg havde tidligt fri i dag, og ville lige ”belønne” mig selv med en tur til Kolding Storcenter. Jeg havde lige fortrængt, at skolerne har vinterferie, og at ALLE i trekantsområdet netop i dag, har valgt at lave en større forældre-børn udflugt til netop 
Kolding Storcenter. Uha der var mange mennesker. Jeg har fået dækket alle mine sociale behov for i dag :-)

Men nu er det weekend, og jeg skal sidde inde i vores varme stue med en dejlig varm frisk kop kaffe, ”Live fra Bremen” i flimmerkasssen og mit strikketøj. Der er nu noget magisk over fredag :-)

torsdag den 10. februar 2011

Kauni og frisk basilikum

Garn til de to sjaler

I dag kom der en pakke til mig. Kenzo (vores larmende labrador) ender med at vende sig til at den flinke post kommer og banker på vores dør. Jeg havde bestilt lidt guf og sager ved Amagergarn. Lækker Kaunigarn og en opskrift på et ”Rositasjal” og et ”Prinsessesjal”. Dejlig krydderi på en fridag.
Basilikum og en duft af sommer

Og nu vi snakker om krydderier: Jeg har været ude at handle ind i dag (og jeg købte ikke garn). Til gengæld sprang der lige en smuk frisk og meget velduftende basilikum ned i indkøbsvognen. Virkelig ærgerlig at jeg ikke ken gengive duften på min blog. 

Den dufter himmelsk af sommer, drivhus og urtehave. Jeg glæder mig ubeskrivelig meget til sommer.
Så langt så godt :-)

Crazykjolen er godt på vej og den er rigtig dejlig at strikke på. Dejlig afvekslende: ret, vrang, rib, hulmønster, ind- og udtagninger og mange farveskift. Jeg har ikke været helt så flittig de sidste par dage. Der er nemlig også blevet tid til at læse andre spændende blogs og til at shoppe lidt garn på nettet.

lørdag den 5. februar 2011

Strikkecafé

Jeg havde tilmeldt mig Garnheksens Strikkecafé i. Super hyggeligt dag i Vejle :-) Sjovt at se, hvad alle de dygtige strikkere lavede, og dejligt at de delte ud af alt deres gode erfaring. Jeg er jo ny i denne branche, så der er jo rigtig meget at lære. Det er absolut  ikke sidste gang, jeg gør det. 

Det går godt med kjolen fra Dalegarn. Jeg har strikket den ene del at nederdelen og det ene ærme. Jeg havde regnet med, at der var arbejde i kjolen til udgangen af februar, men det er jeg ikke længere så sikker på. Med mindre at hækledelen kommer til at volde mig vanskeligheder (jeg har ikke hæklet i 30 år – så det er jo gået i glemmebogen)

Næste projekt bliver nok et sjal. Jeg leder efter et godt mønster. Gerne lidt i stil med ”det halve kongerige”. Det må ikke være for svært, og samtidig skal der jo også være noget ny læring til mig.
200 gram (eller 1600 meter)  Lace Ball 
Zauberball Strømpegarn

Jeg har handlet lidt garn (igen) – Zauberball og Lace Ball, det er ualmindelig smukt, syntes jeg. Jeg overvejer, om det kan bruges til at strikke sjal af. Noget af det, er meget tyndt, syntes jeg...noget med en mega lang løbelængde.  

tirsdag den 1. februar 2011

Status for meterstrik

Okay – det er måske lidt nørdet, men jeg har gemt ”mavebælterne” på det garn, jeg har strikket op i år (jeg har ellers ikke hang til samlermani). Og ja – man kan hurtig få strikket sig nogle kilometer garn.
2011
Forbrug i meter
Forbrug i gram
Januar
2970 m
900 g
Derudover er jeg nu endelig kommet godt i gang med at strikke på Crazykjolen fra Dalegarn. Rigtig dejligt at have noget at strikke på, der er lidt større end strømper og vanter. Man bliver jo i godt humør af alle de smukke farver, og så er der strikkearbejde nok til mange uger frem i den her kjole.
40 cm  Crazykjole 

Og så er der lige en ordentlig røvfuldt tråde, der løbende skal hæftes, hvis jeg ikke skal sidde til sidst med nål og uoverskuelig mange tråde.